Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Metoder

I Børnehaven har vi fokus på de gode venskaber

 Vores pædagogiske udgangspunkt:

I børnehaven har vi fokus på at alle børn skal opleve at indgå i relationer med andre børn og danne gode venskaber. Vi støtter børnene i at opbygge relationer i hverdagen. Alle børn må være med i hinandens lege. Vi guider børnene til måder, hvorpå de kan invitere hinanden ind i legene. Vi tror på at der er meget læring og udvikling i at inkludere hinanden i legefællesskaber.

Vi betragter udviklingen af empati og styrkelsen af de sociale kompetencer som væsentligt for vores pædagogiske arbejde. Vi anvender Fri for mobberi og "venner er gode at have" som understøttende pædagogisk materiale.

Vores struktur i børnehaven:

I børnehaven holder vi hver dag samling på stuerne. Her taler vi om dagens gang/aktiviteter. Vi taler om ugedagene og forskellige bogstaver. Vi har også fokus på samlingen som en mulighed for i fællesskab at tale om, hvad der optager børnene.

Vi holder hviletime for børnene mandag og torsdag. Med dette ønsker vi at give børnene mulighed for at finde ro i hverdagen og mærke sig selv.

Vi anvender "slåskultur" som en pædagogisk metode, hvorpå børnene kan lære egne og andres grænser og respektere disse.

Fra september til april arbejder vi med aldersopdelte grupper. I disse arbejder vi med forskellige aktiviteter og projektforløb tilpasset børnenes alder, udvikling og sociale dynamikker.

I vores planlægning af det pædagogiske arbejde er vi opmærksomme på at have indbygget en fleksibilitet så vi kan tilpasse vores hverdag efter børnegruppens behov.

I vores hverdag:

Vægter vi et tæt forældresamarbejde højt.

Arbejder vi tæt sammen med forskellige samarbejdspartnere (tale-, inklusions-og ressourcepædagog samt psykologer). 

Giver vi børnene medansvar for at deltage i hverdagens praktiske gøremål (hente madpakker, selv tage tøj på mm.)

 

Lægger vi vægt på at børnene altid har tilgang til kreativt materiale for at give ro til fordybelse og ro (tegne/malemateriale, perler, klippe/klistre mm.) 

Er vi opmærksomme på at give børnene mulighed for motorisk og kropslig udfoldelse.

Vægter vi udelivet højt. Vi går på opdagelse i naturen og finder forskellige dyr, som vi taler om.

Følger vi de danske traditioner men er åbne overfor andre traditioner, når det er relevant i forhold til børnegruppen.

 

Købmandsleg udenfor